Vores aller første bier ankommer til haven. Normalt henter man selv sine bier i en kasse, men da vi har meget meget lidt forstand på bierne, så er vi lidt forskrækkede over at skulle køre i bilen med en hel familie bier, som måske er rasende og måske slipper ud. Vi er ikke som sådan bange for bier, men at få kabinen fuld af bier midt på motorvejen, giver da anledning til lidt nervøsitet. Det er Biavler Michael Christiansen, som har været så rar at levere bierne i stadet.
Selve ankomsten er ret udramatisk. Tavlerne med bier flyttedes hurtigt fra kassen og over i stadet, hvor de skal bo. Michael tager sin hætte af, og jeg gør det samme. man vil jo ikke stå tilbage. I det samme flyver en bi hurtigt op på min hals og stikker. - Av…
Michael ser helt forskrækket ud, måske bliver jeg så bange for stikket at jeg kræver at han tager bierne med sig. Men det gør jeg nu ikke. Jeg får heldigvis ikke nogen allergiske reaktioner, og så jeg indviget som rigtig biavler. Men jeg skynder mig nu at tage hætten på alligevel. - Michael gør det samme. - Stadet bliver lukket og så er de bier afleveret.
0 kommentarer