Mirabellen blomstrede også sidste weekend, men da var der kun 10 grader. Det synes jeg er for koldt til at bladre for meget igennem biernes tavler. I foråret må biavlerne ofte lave en afvejning, om man gør mere skade end gavn ved, at tage tavlerne op og besigtige dem.
Men i dag var det 15 grader i skyggen, så vi tog dragterne på og startede røgpusteren.
Ved inspektionerne tidligere på foråret fandt vi, at der var godt med foder i staderne. Siden da har vejret kun været godt, med en hel del solskinstimer. Så vi frygter ikke, at der mangler foder i familierne.
Vi har set, at der på markerne i nærheden er raps, som er sprunget ud. Snart vil de bugne af gule rapsblomster ad libitum. Så mad til bierne, bør der være masser af fremadrettet.
Her kan du læse om, hvad vi så for et år siden.
Vi har forskellige småopgaver i dag:
- Sæt grønne krydser på alle tavlerne, så vi kan genkende tavler, som er overvintret. De skal nemlig gerne ud af staderne i løbet af året.
- Tilsætte nødvendige ekstra tavler.
- Mærke dronningen i sølvstadet, som overraskede os.
Sølvstadet
Allerede da vi åbnede stadet, kunne vi se, at der var mange bier.
Man kalder det byggeri, som bierne laver uden for tavlerne, for vildbyg. Hvis bierne synes, der mangler tavler i stadet, så bygger de blot andre steder inde i stadet.
Det var netop hvad de havde gjort. De var løbet tør for tavler at bygge på. Så efter den bagerste tavle havde bierne bygget en deres egen. Det er noget rod, fordi når der ikke er nogen ramme om biernes byggeri, kan vi ikke tage det op og kigge på det, Og vi kan heller ikke flytte med det. Derfor bliver vi nødt til at brække vildbyggeriet ned, og i stedet sætter vi nye rammer med voks ned til dem. Bierne vil så bygge i rammerne, og så kan vi tage dem op og kigge på dem. Det er desværre den orden, vi biavlere bliver nødt til at insistere på, at der er i stadet.
Vildbyg er en af årsagerne til at vi ofte må kigge i staderne. Hvis de laver for meget vildbyg, så bliver nedruvningerne for voldsomme. Nu havde de kun lavet vokscellerne. Men hvis de når at sætte yngel og honning ind, så bliver det hurtigt noget griseri at rive ned. Så vi holder løbende opsyn. - og vi prøver også at sørge for at de altid har tavlerne nok at bygge på.
Da der var ryddet op i vildbyggeriet, kunne vi begynde at kigge tavlerne igennem. Vi kigger efter, om der er foder. Det er der rigeligt af. Det holder bierne i den bagerste del af stadet – længst fra indgangen.
Så når vi til yngellejet. Det er de tavler, hvor vokscellerne huser yngel i forskellige stadier. Her kigger vi efter forseglet yngel – det vil sige yngel, som er forpuppet og har et lille låg af voks hen over sig. Man kan se forskel på, om det er droneyngel eller arbejderyngel.
Dronerne, som er hannerne, er lidt større end de andre bier, så deres forseglede celler stikker lidt ud fra tavlen som en lille rund dut, eller en pukkel. Det kalder man pukkelyngel eller pukkelceller. Yngel, der bliver til arbejderbierne, passer lige præcis i cellen, så deres forseglede celler danner en ensartet flade, der ligner honningceller. På den måde kan man se, om der er meget droneyngel eller meget arbejderyngel. Hvis dronningen bliver ufrugtbar, kan hun nemlig kun lægge droneyngel.
Derfor kigger vi efter, hvilken slags yngel der er.
Vi ser også efter i det åbne yngel. Det er endnu ikke forpuppede larver, som ikke er forseglede. Bierne passer og fodrer dem. De kan ses fra de er æg, til de er små bitte larver, og til de er store, tykke larver. Ligesom med menneskebørn kan man vurdere alderen ud fra, hvor store ungerne er. Æg er under tre dage gamle, så hvis jeg kan se æg i tavlerne, ved jeg, at der har været en dronning i stadet for under tre dage siden.
Mærkning af dronning
Vi finder dronningen. Hun er lidt svær at finde, for hun ligner jo grundlæggende de andre bier. Hendes bagkrop er lidt længere, men hun er ikke kæmpestor i forhold til de andre bier, og hun har samme farve. Da hun i dette stade ikke er mærket, har hun ikke den farvede klat maling, der gør hende let for os at finde.
Her kan du læse om, hvorfor vi mærker dronningen.
Vi får alligevel fundet hende og tager så et særligt bur i plastik og sætter det ned over det sted på tavlen hvor hun sidder. Buret lukkes forsigtigt, og med en lille blød skumgummipude kan vi trykke hende op mod tremmerne. Det kræver lidt øvelse, men når man lige har fundet ud af hvordan, er det let at få hende trykket op mod de bløde tremmer, så hun sidder stille.
Med en Posca-tusch farver vi hende i den farve, som hører til det år hun er krøbet (insekter bliver ikke født, men kravler ud af pupper). Denne dronning ved vi er fra sidste år, så hun skal have en grøn klat på sit rygskjold. Man må ikke male hendes vinger eller hoved, så det er vigtigt, at hun holdes stille imens.
Med det samme hun er farvet, løsner vi skumgummiet. Men hun bliver i buret, til malingen er tør. Imens lægges alle tavlerne på plads, og så kan hun slippes løs igen. Dronningen kan hurtigt finde tilbage til sit yngelleje og begynde at lægge æg.
Her kan du læse om, hvilken farve dronningen skal have i år.
Kobberstadet
I kobberstadet var der slet ikke lige så mange bier. Men vi er stadig i den første tredjedel af april, så det ser fint ud.
Vi ser, at der er rent og pænt i stadet, bortset fra noget i midten af gulvet, som vi skraber lidt væk med en mureske, vi har til formålet. Der er heller ikke vildbyg, så gennemgangen går hurtigt.
Vi ser fodertavler, vi ser yngeltavler, og vi ser skam også vores fine købedronning fra sidste år, som vi kender på den grønne klat, den har på rygskjoldet. Alt er fint.
Det sorte stade
Her er samme antal bier som i kobberstadet. Vi ser også, at der er alt for meget foder fra sidste år. Vi vælger at fjerne tre tavler med det, vi vurderer som sukker. Vi sætter 3 friske tavler ned i stedet, som de så kan bygge ud på. Om en uge vil de være fuldt udbyggede.
Vejrudsigten lover sol og dejligt vejr, og som sagt blomstrer rapsen lige om lidt.
Der er alle slags yngel, og vi ser også dronningen, som vi købte og tilsatte sidste år.
Alt i alt ser det godt ud med bierne i dag.
0 kommentarer